Vokalensemblet Mundus Vocalis er et nyt initiativ i det nordjyske klassiske musikliv. Ensemblet består af professionelle sangere som for en stor dels vedkommende er uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium. Udover deres medvirken i ensemblet virker sangerne både som koncertgivere og som undervisere. Desuden medvirker enkelte af konservatoriets sangstuderende i ensemblet, som er på i alt 10 sangere.
Formålet med dannelsen af det nye ensemble er at fremføre vokalmusik på det højeste niveau for at give publikum mulighed for at opleve den intensitet og det nærvær det kan give, når vokalmusik fremføres af et mindre ensemble. Vi ønsker også at overraske og være med til at give nye oplevelser af vokalmusik. Dette vil ske bl.a. med utraditionel sammenstilling af programmer, hvor nyt og gammelt kombineres på uvante måder, programmer med kontraster og desuden med programmer, hvor der også er solistiske indslag.